Forleden mødtes jeg med Henrik …

Af

Søren Bechmann

30. januar 2025

Da jeg for et par år siden begyndte at løbe igen, faldt jeg over en bog skrevet af Henrik Elsig Andersen.

Det er en glimrende bog, som jeg gerne anbefaler. Henrik skriver inspirerende om sin egen udvikling som løber – og adskillige steder om forventninger i forskellige afskygninger.

Jeg mødtes med Henrik sidste sommer, hvor vi blandt andet kom til at tale om noget, som er beslægtet med forventninger, nemlig begrænsende overbevisninger.

Frem til 2020 havde Henrik løbet 15 maratonløb. Men nu havde han overbevist sig selv om, at han, først i halvtredserne, var blevet for gammel til at løbe flere. Dog ville han lige løbe et sidste. Det gjorde han (i tiden “3 timer og 68 minutter …”). Men han blev ikke offer for sin egen overbevisning og det blev ikke hans sidste lange løb.

Tværtimod.

For Henrik besluttede bl.a., at han ville løbe fra familiens sommerhus til hjemmet i Roskilde. Med det lille aber dabei, at sommerhuset ligger et sted i Sydfrankrig – ca. 1.500 km fra Roskilde.

Trods en voldsom hedebølge og seriøse maveproblemer undervejs gennemførte Henrik løbet i 2022, 55 år gammel. 

Nogle uger efter at jeg talte med Henrik gennemførte han i øvrigt et andet virkelig langt løb i sommeren 2024. Som den første løb Henrik Danmark rundt. En tur på ikke mindre end 1.800 km!

Og for nylig skrev Henrik en mail til mig, hvor han fortalte, at han var blevet glad for “rundture”. Så den næste rundtur bliver Verden Rundt! En tur på 26.232 km fordelt på fire kontinenter: Europa, Australien, Nordamerika og Sydamerika med en kort afstikker gennem den Arabiske ørken. Det er med start om lidt over 3 år og turen forventes at tage lidt over 2 år. Der er blot otte mennesker, der har gennemført et tilsvarende løb.

“Jeg bliver den ældste, der nogensinde har gennemført løbet, når jeg løber i mål som 64 årig.” afslutter Henrik mailen til mig.

Jeg elsker den afslutning. For på samme måde som overbevisninger kan være begrænsende, kan de være selvforstærkende. Henrik skriver ikke “måske”, “eventuelt” eller “hvis jeg gennemfører”. Han skriver “NÅR jeg jeg løber i mål som 64 årig …”. Det er på alle måder det modsatte af en begrænsende overbevisning og i sig selv en faktor, der kan medvirke til, at projektet faktisk lykkes.

Man skal have respekt for begrænsende overbevisninger. Når Henrik begyndte at sige til sig selv, at han var blevet for gammel til at løbe maraton, kunne det i sig selv have medvirket til, at hans aldrig var kommet til at løbe en maraton igen. Man skal i det hele taget passe alvorligt på med, hvad man går og fortæller sig selv – man risikerer at få ret. For som Henrik selv udtrykte det: “Jeg var jo ikke blevet for gammel. Jeg var blot blevet for doven.”

Det skriver jeg mere om i min kommende bog.